Back to top

Ferieboliger i Spanien? 2012

Bestyrelsen overvejer at stille forslag om investering i ferieboliger i Sydeuropa f.eks. i Spanien. For at undersøge om der er tilstrækkelig interesse for ideen, har vi udsendt et spørgeskema til alle andelshaverne. 

Kort fortalt går ideen ud på, at foreningen investerer i ferieboliger – og lejer dem ud til andelshaverne til en pris af f.eks. 1.200 kr. om ugen i lavsæson, 2.000 kr. i mellemsæson og 2.500 kr. i højsæson. Derudover er der en obligatorisk slutrengøring på 500 kr. om ugen. Lejen skal dække alle løbende omkostninger f.eks. vedligeholdelse, skat og forbrugsafgifter. Penge til køb af boligerne kommer fra salg af foreningens lejelejligheder. 

Ferieboliger f.eks. i Barcelona, Palma (Mallorca) og/eller Costa del Sol kan være attraktivt for mange andelshavere, der savner en mild vinter, et lunt forår eller en solrig, varm sommer. Ferieboliger kan også bruges aktivt i markedsføringen af vores forening – og derved sætte mere gang i salget af andelsboliger. Endelig kan det vise sig at være en interessant investering for os. F.eks. er boliger i Sydspanien p.t. meget billige pga. krisen – og måske vil de være mere værd om 15 år?

Vi har indtil videre identificeret følgende ønsker til en feriebolig:

  • Ferieboligen skal indeholde 4-6 sovepladser (evt. med sovesofa i stuen)
  • Terrasse eller stor balkon med skøn udsigt (dog ikke et krav i storby f.eks. Palma)
  • Max 30 min. til strand – alternativ adgang til pool
  • Funktionel indrettet (IKEA/Bolia stil), TV, opvaske- og vaskemaskine samt aircondition
  • Boligen skal ligge i et ”kvalitetsområde”; et sted man gerne vil gense!
  • Vi skal kunne flyve billigt til destinationen med lavpris-flyselskaber. Barcelona, Palma (Mallorca) og Malaga (Costa del Sol) er mulige lufthavne med priser fra 1.200 kr. t/r.
  • Afstand fra lufthavn til feriebolig max 1,5 time med offentlig transport.
  • Alt i alt en god investering. Boligen skal være let at sælge igen.